Tilbage i Sakon Nakhon
Vi har den sidste tid fået en hel del tid til at gå med arbejdet. Arbejdsdagen starter nu 8.30 (i stedet for kl. 9, da vi ellers aldrig kommer i gang pga. at der er nogen der har en arbejdskultur, hvor man godt kan komme lidt sent ud af starthullerne) og slutter egentligt først ved 6-7 tiden, når der er skrevet journaler etc. Udovder dette har vi haft rigeligt travlt med ekstra arbejdsopgaver, da Dr. Pensak havde nogle ting, som hun gerne ville have færdiggjort imens hun var i Sakon Nakhon – bl.a. statusopdateringer på 30 børn mm.
Nu er vi dog igen ved at være ’faldet til ro’ med arbejde i Sakon Nakhon. Men alligevel byder dagene på sine små overraskelser fra tid til anden.
Jeg har eksempelvis fået genopfrisket min udvidede rygundersøgelse, da een af munkene på templet ved Raindrops mandagsstation (Ja min arbejdsplads om mandagen er et tempel :)) har fået en omgang lænderygbesvær. Lidt spændende og lettere noia, da han selvfølgeligt er templets mest højt-ærede munk. Oveni kom lidt ekstra udfordring, da det hele foregik igennem en tolk og på et gulv inde i templet - Tror måske arbejdstilsynet i DK ville være lidt kede af nogle af arbejdsstillingerne. For det så ikke skal være løgn var der ved første undersøgelse 6 stk. tilskuere i form af en amerikansk turist på tempelbesøg, hans tolk og en flok andre munke, der lige skulle se hvad farangen (that's me) lavede. Så der var fysioterapeut-show for alle pengene.
Dog mangler en del af undersøgelsen stadigt, da munken har meget travlt med sit arbejde, som består i healing igennem samtale og selvindsigt - så vidt som jeg har forstået det. Dette har dog også ført til, at jeg en enkelt gang har måtte gå forgæves, da han havde for travlt. Som et plaster på såret fik jeg dog et lille ritual, som skulle give mig held og lykke og jage nogle onde ånder væk. Ritualet bestod i bøn, nogle dask i hovedet og nakken med en våd sammenrullet bambusmåtte og et armbånd, som jeg skulle beholde på i 3 dage. Desværre er der situationer som disse, hvor man ikke kan filme. Til gengæld smider jeg lige lidt video fra mandags stationen (templet) med vores undersøgelses/behandlingsrum samt en masse Buddha lir.
En anden dag var vi en tur ude på Margrethe School - her følger lidt info fra "Terres des hommes" om skolen:
"Margrethe Skolen er tilknyttet Raindrop projekterne i Thailand. Der er også tilknyttet en børnehave til Margrethe Skolen. To lærere Khun Pak og Khun Tib Tager sig af at undervise børnene. Eleverne har ikke noget fast skoleskema, alligevel lykkes det lærerne at stimulere eleverne i leg, musik, bevægelse og ikke mindst i stavning og læsning. På skolen får eleverne mad af god kvalitet, hvor både mælk og frugt indgår. To gange om året bliver eleverne tilset af en tandlæge, og hvor de elever, der har tandproblemer, får behandling."
Ved vores besøg var eleverne + deres familier til stede, hvilket vil sige en hel del mennesker. Igen var der en omgang ritual, og denne gang skulle vi holde en hånd på en art dekoration, hvorefter vi så fik bundet små armbånd på af forskellige af de fremmødte lokale (og nok engang skulle de sidde i 3 dage). Som en ekstra gestus fik vi også et æg og en klump sticky rice i hånden. Denne gang fik jeg det på video :) Herefter var der en opvisning med dans fra nogle af de yngste børn iført folkedragt. Efter taler, god mad og godt selskab stod den så på en omgang dans med live musik og det hele. Og selvfølgelig skulle farangerne (That's us) også ud og danse lokal dans, hvilket jeg også fik mulighed for at filme lidt af, før jeg blev kapret af en ældre danselysten kvinde.
På video-klippet fremgår lidt af løjerne, resultatet af at min barbermaskine var gået i stykker (musketer style), samt at Vibeke forstår at få sin boogie på. Desværre kunne jeg ikke filme mig selv imens jeg dansede.. sikke en skam...
Peace out fra The Woods of SN
- Søren
lørdag den 21. august 2010
tirsdag den 3. august 2010
Dengang da jeg var i Nam… og Laos… og Mukdahan
Whoah.. lige sket et par ting siden jeg har skrevet sidst. Vi havde for nogen tid siden fået af vide, at vi nok snarligt ville blive inviteret ud til Raindrops leder Pensak Chagsuchinda Howitz. Da hun rejser en del rundt under sine ophold i Thailand, kunne dette møde komme til at ske en del forskellige steder, men til sidst fik vi af vide, at vi var inviteret til Mukdahan, som er en af grænsebyerne til Laos, og at vi også nok skulle en tur til Laos. Denne tur ville så vare ca. 3 dage.
Vi kom godt nok til Mukdahan og Laos, men det blev så til en 7 dages tur med 2 ture til Laos og en enkelt overnatning i Vietnam oveni – og det var sgu ret så spændende… når jeg nu selv skal sige det.
Vi tog afsted fra Sakon Nakhon til Mukdahan om mandagen, og efter at have smidt taskerne på vores resort tog vi over grænsen til Laos over Friendship Bridge 2, som forbinder Thailand og Laos henover Mekong floden – På billedet ses floden + Laos og Thailand set fra et tårn fra Thai-siden.
I Laos besøgte vi de 2 templer Xaiyaphoum og That Ing Hang, hvor Pensak var inde og bede/meditere. Imens tog vi andre (Vibeke, Phi A, Nid og jeg) på en omgang sight seeing i og omkring templet. Meget kan man sige, men buddisterne forstår godt nok at hive noget vilde templer og en ordentligt omgang bling bling op i religiøs anledning. Det er noget lidt andet end kirketur i dk. Der var mange mennesker i begge templerne og gang i røgelsen, hvilket bl.a. skyldes, at det var helligdag. Pensak fortalte, at dette skyldes fejring af, at buddismen fik sin første munk for 2490 år siden, samt at denne dag indleder 3 måneder, hvor munkene ikke må forlade templet. Sidstnævnte blev efter sigende besluttet af Buddha, efter at munkene gav den ret meget gas med at sprede budskabet, hvilket medførte, at de fik trampet på en del rismarker.
Et par dage efter tog vi så til Vietnam. Med på turen havde vi også en ny chauffør, samt en thai/vietnamesisk tolk, hvis søn tilfældigvis havde læst en periode i Danmark. Tolken kunne dog ikke selv dansk. Til gengæld kunne han recitere en engelsk bryllupstale, som han havde holdt en gang, samt havde evnen til engang imellem at bryde ud i thailandske og vietnamesiske sange. Den står vist for sig selv.
Årsagen til opholdet i Vietnamt var, at Raindrop har planer om at støtte landsbyen Dagrong, som består af medlemmer af Vern Giaw stammen. Formålet var så på egen hånd at finde ud af, hvad der er behov for i denne landsby og hvilke muligheder der er for at støtte landsbyen. Vibekes og jeg havde til opgave at dokumentere med billeder og video, samt skrive en rapport over besøget.
Lige kort kan fortælles, at Vern Giaw stammen oprindeligt er en bjergstamme, som levede i grænseområdet mellem Vietnam og Laos, og som før Vietnamkrigen var bosat på den laotiske side. Men efter krigen blev grænserne mellem Laos og Vietnam ændret, således stammen blev underlagt det vietnamesiske styre og blev flyttet fra deres hjem i bjergene til et område langs Dagrong floden.
En god grund til ikke at rende for meget rundt i disse grænseområder er også, at der stadigt ligger en del landminer. (en ting vi også fik bekræftet af en flok amerikanere som vi hilste i Laos, som netop arbejde med minerydning på Laotisk side af grænsen)
Vern Giaw stammen er meget fattige og er pt. en af de mindste minoriteterne i Vietnam. Stammen menes på nuværende tidspunkt, at bestå af ca. 35.000 mennesker. Landsbyen Dagrong består af ca. 850 indbyggere, fordelt på 157 familier, som bor i træhuse ned til floden af samme navn.
Vi var i landsbyen af 2 omgange, hvor vi anden gang havde et længere ophold. Pensak delte her en pengegave ud fra Raindrop til familierne og gaverne virkede til at falde på et virkeligt tørt sted. Udover at tage billeder og filme havde vi også muligheden for en gåtur i landsbyen og uden at gå for meget i detaljer kunne det tydeligt ses, at landsbyen var meget fattig og mange af børnene så en del mere bekymrede ud end hvad sundt er for deres alder.
Vi havde en enkelt overnatning i Vietnam, hvor vi kørte ud til kysten ved ved Cua Tung beach. Ret skønt at se strand igen, selvom det ikke blev til andet end fodbad, da det ret hurtigt blev mørkt og vi skulle afsted tidligt næste morgen.
Efter arbejdet var færdigt i Vietnam kørte vi tilbage over grænsen til Laos. Vi besluttede os for at spise og shoppe lidt på Laotisk side af grænsen, hvilket viste sig at være en anderledes oplevelse. Generelt bar det præg af, at der arbejde utroligt mange mennesker på restauranter og shoppingcentre med rigtigt mange små forretninger fordelt på flere store bygninger i flere etager. Desværre var de arbejdende langt flere end de besøgende og flere af de steder vi var inde var der ganske enkelt ikke andre besøgende end os, og de lå og sov rundt omkring i deres forretninger mellem tøjstativer og Yves Saint Laurent telefoner (no shit). Det der også var lidt bizart her var, at de hundredevis af forretninger stort set alle forhandlede de samme ting – hovedsageligt sprut, stribede skjorter, riskogere, shampoo og kopi elektronik. Vi troede lige, at vi havde fundet et sted at købe en kold cola, da der øverst i en af bygningerne lå et ”supermarked”. Men de viste sig så at have nøjagtigt de samme varer som de andre… bare flere af dem… damn, hvor mange riskogere og hvor meget shampoo har man lige brug for? Man kunne godt få en mistanke om, at sådan noget var statsstøttet, for kan på ingen måde forestille mig en verden, hvor sådan et markede vil kunne løbe rundt.
Oveni alt dette spiste vi på en restaurant, hvor de, trods mange fine ”nej tak”, blev ved med at komme med mad. Tror vi endte op på med at have 8 forskellige retter på bordet og ris til at brødføde halvdelen af Kina. Den klart lækreste af disse retter var helt sikkert den parterede gule gummiagtige lunkne høne, som også var inkl. hovede (tjek billede). Jeg var desværre meget mæt efter taktisk valgt kraftigt indtag af en tallerken brændt svin med ris og chili og måtte afskrive denne ellers festlige tallerken.
Mættede af grænsemad og tilpas med oplevelser satte vi kursen videre mod Mukdahan. Vi nåede dog ikke så langt, da bilen begyndte at ryge kraftigt og gik i stå en times tid inde i Laos. Det viste sig så, at bilens ”turbo cooler” ikke var ret turbo længere. Den gode nyhed var, at det kun var en slange til kølingen der var røget og at resten af systemet var uskadt. Den dårlige nyhed var så, at vi var ude midt i fxxkin ingenting med rismarker og geder på begge sider… great.
Det lysnede dog hurtigt, da vores chauffør fik et knallert lift og bare lige skulle hente noget grej i den nærmeste by. Jeg begyndte dog at få en dårlig fornemmelse igen, da han 20 mins efter kom tilbage med en tom dåse red bull og ville låne min lommekniv. Ok fair nok, jeg er ikke mekaniker…. meeeen. Vi fik dog bilen startet igen, og ligeså hurtigt gik den død igen. Redbull er simpelthen vildt dårligt til at reparere turbo coolere med. Hvem skulle have troet det?
Kort efter fik vi dog et lift af en gut i en pick-up truck, som tilfældigvis skulle til Savannakhet (grænsebyen på laotisk side). Efter ca. 2 timer på ladet af en pick up truck med utroligt dårlig humor og endeløse lege med halm var vi godt smadrede fra den nederste ende af, men endeligt fremme ved grænsen.
De sidste dage i Mukdahan gik med rapportskrivning og en rigtig god middag med vin og et fadølsanker og noget ekstra tempelbesøg – dog ikke på én gang. Videoerne fra diverse sager må vente noget, for blogspot er lidt tungt at danse med nogle gange.
Bedste hilsner
Søren
Vi kom godt nok til Mukdahan og Laos, men det blev så til en 7 dages tur med 2 ture til Laos og en enkelt overnatning i Vietnam oveni – og det var sgu ret så spændende… når jeg nu selv skal sige det.
Vi tog afsted fra Sakon Nakhon til Mukdahan om mandagen, og efter at have smidt taskerne på vores resort tog vi over grænsen til Laos over Friendship Bridge 2, som forbinder Thailand og Laos henover Mekong floden – På billedet ses floden + Laos og Thailand set fra et tårn fra Thai-siden.
I Laos besøgte vi de 2 templer Xaiyaphoum og That Ing Hang, hvor Pensak var inde og bede/meditere. Imens tog vi andre (Vibeke, Phi A, Nid og jeg) på en omgang sight seeing i og omkring templet. Meget kan man sige, men buddisterne forstår godt nok at hive noget vilde templer og en ordentligt omgang bling bling op i religiøs anledning. Det er noget lidt andet end kirketur i dk. Der var mange mennesker i begge templerne og gang i røgelsen, hvilket bl.a. skyldes, at det var helligdag. Pensak fortalte, at dette skyldes fejring af, at buddismen fik sin første munk for 2490 år siden, samt at denne dag indleder 3 måneder, hvor munkene ikke må forlade templet. Sidstnævnte blev efter sigende besluttet af Buddha, efter at munkene gav den ret meget gas med at sprede budskabet, hvilket medførte, at de fik trampet på en del rismarker.
Et par dage efter tog vi så til Vietnam. Med på turen havde vi også en ny chauffør, samt en thai/vietnamesisk tolk, hvis søn tilfældigvis havde læst en periode i Danmark. Tolken kunne dog ikke selv dansk. Til gengæld kunne han recitere en engelsk bryllupstale, som han havde holdt en gang, samt havde evnen til engang imellem at bryde ud i thailandske og vietnamesiske sange. Den står vist for sig selv.
Årsagen til opholdet i Vietnamt var, at Raindrop har planer om at støtte landsbyen Dagrong, som består af medlemmer af Vern Giaw stammen. Formålet var så på egen hånd at finde ud af, hvad der er behov for i denne landsby og hvilke muligheder der er for at støtte landsbyen. Vibekes og jeg havde til opgave at dokumentere med billeder og video, samt skrive en rapport over besøget.
Lige kort kan fortælles, at Vern Giaw stammen oprindeligt er en bjergstamme, som levede i grænseområdet mellem Vietnam og Laos, og som før Vietnamkrigen var bosat på den laotiske side. Men efter krigen blev grænserne mellem Laos og Vietnam ændret, således stammen blev underlagt det vietnamesiske styre og blev flyttet fra deres hjem i bjergene til et område langs Dagrong floden.
En god grund til ikke at rende for meget rundt i disse grænseområder er også, at der stadigt ligger en del landminer. (en ting vi også fik bekræftet af en flok amerikanere som vi hilste i Laos, som netop arbejde med minerydning på Laotisk side af grænsen)
Vern Giaw stammen er meget fattige og er pt. en af de mindste minoriteterne i Vietnam. Stammen menes på nuværende tidspunkt, at bestå af ca. 35.000 mennesker. Landsbyen Dagrong består af ca. 850 indbyggere, fordelt på 157 familier, som bor i træhuse ned til floden af samme navn.
Vi var i landsbyen af 2 omgange, hvor vi anden gang havde et længere ophold. Pensak delte her en pengegave ud fra Raindrop til familierne og gaverne virkede til at falde på et virkeligt tørt sted. Udover at tage billeder og filme havde vi også muligheden for en gåtur i landsbyen og uden at gå for meget i detaljer kunne det tydeligt ses, at landsbyen var meget fattig og mange af børnene så en del mere bekymrede ud end hvad sundt er for deres alder.
Vi havde en enkelt overnatning i Vietnam, hvor vi kørte ud til kysten ved ved Cua Tung beach. Ret skønt at se strand igen, selvom det ikke blev til andet end fodbad, da det ret hurtigt blev mørkt og vi skulle afsted tidligt næste morgen.
Efter arbejdet var færdigt i Vietnam kørte vi tilbage over grænsen til Laos. Vi besluttede os for at spise og shoppe lidt på Laotisk side af grænsen, hvilket viste sig at være en anderledes oplevelse. Generelt bar det præg af, at der arbejde utroligt mange mennesker på restauranter og shoppingcentre med rigtigt mange små forretninger fordelt på flere store bygninger i flere etager. Desværre var de arbejdende langt flere end de besøgende og flere af de steder vi var inde var der ganske enkelt ikke andre besøgende end os, og de lå og sov rundt omkring i deres forretninger mellem tøjstativer og Yves Saint Laurent telefoner (no shit). Det der også var lidt bizart her var, at de hundredevis af forretninger stort set alle forhandlede de samme ting – hovedsageligt sprut, stribede skjorter, riskogere, shampoo og kopi elektronik. Vi troede lige, at vi havde fundet et sted at købe en kold cola, da der øverst i en af bygningerne lå et ”supermarked”. Men de viste sig så at have nøjagtigt de samme varer som de andre… bare flere af dem… damn, hvor mange riskogere og hvor meget shampoo har man lige brug for? Man kunne godt få en mistanke om, at sådan noget var statsstøttet, for kan på ingen måde forestille mig en verden, hvor sådan et markede vil kunne løbe rundt.
Oveni alt dette spiste vi på en restaurant, hvor de, trods mange fine ”nej tak”, blev ved med at komme med mad. Tror vi endte op på med at have 8 forskellige retter på bordet og ris til at brødføde halvdelen af Kina. Den klart lækreste af disse retter var helt sikkert den parterede gule gummiagtige lunkne høne, som også var inkl. hovede (tjek billede). Jeg var desværre meget mæt efter taktisk valgt kraftigt indtag af en tallerken brændt svin med ris og chili og måtte afskrive denne ellers festlige tallerken.
Mættede af grænsemad og tilpas med oplevelser satte vi kursen videre mod Mukdahan. Vi nåede dog ikke så langt, da bilen begyndte at ryge kraftigt og gik i stå en times tid inde i Laos. Det viste sig så, at bilens ”turbo cooler” ikke var ret turbo længere. Den gode nyhed var, at det kun var en slange til kølingen der var røget og at resten af systemet var uskadt. Den dårlige nyhed var så, at vi var ude midt i fxxkin ingenting med rismarker og geder på begge sider… great.
Det lysnede dog hurtigt, da vores chauffør fik et knallert lift og bare lige skulle hente noget grej i den nærmeste by. Jeg begyndte dog at få en dårlig fornemmelse igen, da han 20 mins efter kom tilbage med en tom dåse red bull og ville låne min lommekniv. Ok fair nok, jeg er ikke mekaniker…. meeeen. Vi fik dog bilen startet igen, og ligeså hurtigt gik den død igen. Redbull er simpelthen vildt dårligt til at reparere turbo coolere med. Hvem skulle have troet det?
Kort efter fik vi dog et lift af en gut i en pick-up truck, som tilfældigvis skulle til Savannakhet (grænsebyen på laotisk side). Efter ca. 2 timer på ladet af en pick up truck med utroligt dårlig humor og endeløse lege med halm var vi godt smadrede fra den nederste ende af, men endeligt fremme ved grænsen.
De sidste dage i Mukdahan gik med rapportskrivning og en rigtig god middag med vin og et fadølsanker og noget ekstra tempelbesøg – dog ikke på én gang. Videoerne fra diverse sager må vente noget, for blogspot er lidt tungt at danse med nogle gange.
Bedste hilsner
Søren
Abonner på:
Opslag (Atom)